Blog Image

Løbetosserne

Løbetosserne

Her vil vi forsøge at beskrive vores kamp mod km.

Kvindeløb – uden mig

Løbetosserne Posted on May 15, 2011 14:09:10

Æv, æv og atter æv! En uge før jeg skulle løbe I Form kvindeløb var jeg så tåbelig at vrikke om på min fod, og kunne derfor ikke deltage i løbet. Det var ikke fordi jeg ikke havde trænet op til det, jeg har løbet i både Frederiksberg Have og Søndermarken, så det var altså ikke en dårlig undskyldning for at slippe.

Jeg var til gengæld nok den første til at aflevere min chip, det gjorde jeg nemlig før starten var skudt i gang!

Lidt succes var der da på dagen, jeg har købt en Powerhoop i februar, men af en eller anden mærkelig grund har jeg ikke kunnet finde ud af at bruge den. Det ser ellers så nemt ud. Heldigvis var der på Frederiksberg Runddel nogle rigtig søde repræsentanter for Powerhoops, og de lærte mig at bruge den på mindre en 5 minutter. Med andre ord, der er håb for alle, der endnu ikke har lært det.

Jeg har brugt den flittigt siden, er dog meget opmærksom på at man i starten IKKE må bruge den mere end 2 minutter af gangen;-) Har fået mange festlige blå mærker i taljen.



I Forms Kvindeløb

Løbetosserne Posted on Jan 15, 2011 17:37:53

Der har været en anelse stille på denne blog i temmelig lang tid. Jeg har ikke løbet i lang tid, andet er der ikke at sige til det.

I lørdags blev jeg LOKKET til at tilmelde mig til I Forms Kvindeløb den 8. maj, og da det vil være totalt pinligt at tilmelde sig til et løb som fodgænger er jeg jo tvunget til at løbe lidt inden da.

Det er ikke fordi Henrik og jeg ikke har dyrket motion, tværtimod cykler (tidligere kendt som spinning!) og bodypumper vi til den store guldmedalje. Men løbe, det er det altså ikke lige blevet til….måske på grund af vejret….hm.

Er startet stille og roligt på løbebånd i FitnessDK, og grundformen er ikke helt håbløs, jeg kunne løbe henholdsvis 5 og 6 minutter uden pause, og det er altså lang tid for mig. Jeg har besluttet at starte stille og roligt for at undgå skader.

Hader at indrømme det, men det var faktisk helt rart at komme igang igen, nu må det godt blive godt vejr, så vi kan løbe udendørs!smiley



På toppen!

Løbetosserne Posted on Mar 20, 2010 16:54:42

Det går forrygende med at løbe – altså målt med min målestok!

Jeg er begyndt at løbe når Victor alligevel er til fodbold, det var lige før jeg blev lidt grumpy i tirsdags, da jeg troede hans fodbold var aflyst, for så kunne jeg jo ikke komme til at løbe. Det var det ikke, så jeg nåede at løbe lidt den dag. Herligt

STOR triumf torsdag (stadig efter min målestok!), jeg løb 12 minutter i træk efter opvarmning på løbebånd, så lang tid har jeg aldrig løbet før.

Lørdag var det atter rundt om Damhussøen, i øspøsregnvejr, og endnu en gang fulgte jeg mit program til punkt og prikke. Det er en kæmpe tilfredsstillelse.



Tidligere triumfer

Løbetosserne Posted on Mar 08, 2010 16:28:44

Vores tidigere “triumfer” som løbere kan ses på heikendorf.eu/sport.htm.

Så er foråret kommet til Danmark, i hvert fald i vores del af Danmark, og der er ikke længere nogen undskyldninger for ikke at løbe udendørs.

Både Henrik og jeg har fået personlig træner og det har hjulpet gevaldigt på mit løbe-gen. Det er nemlig ok at løbe langsommere end jeg plejer (jo det er muligt!), men KUN hvis jeg så kompenserer ved at løbe længere….hm!

Delmålet er at løbe Iforms kvindeløb 9. maj UDEN pauser, og kraftigt lokket af vores personlige træner “kom” jeg til at melde mig til Kvindeløbet i Fælledparken den 21. juni. Her er målet at løbe hurtigere og stadig uden pauser.

Løb rundt om Damhussøen i lørdags, godt nok siger min ondskabsfulde GPS at det er fast jog/slow run, men for mig er det LØB!